Om ByBuddehus

Hvem Er Vi

Om ByBuddehus

Mit navn er Kristina Nymann, jeg er født i 81’ og bor i Vendsyssel med min kæreste Michael, min bonusdatter Amalie, vores 2 hunde, 4 heste, 2 katte og 25 høns. Til daglig arbejder jeg som børnehaveklasseleder på en lille landsbyskole.
Her på siden vil jeg dele mine oplevelser fra vores liv på landet. Mine store passioner ved at bo på landet er mange, dog fylder arbejdet i køkkenhaven mest.


Jeg elsker at se og opleve, at planter gror, og, når de er klar til høst, at anvende dem i køkkenet til lækre retter. De smager bare af mere. I år vil jeg forsøge at dele denne oplevelse med folk i nærområdet ved at sælge nogle af alle vores overskudsprodukter i en bod ved vejen.

Jeg har altid interesseret mig for at dyrke mine egne grønsager, dog tror jeg, at kimet blev lagt med min morfar, som var stor køkkenhaveentusiast. Da jeg var helt lille, havde de en gård med den største køkkenhave. Her kan jeg huske, at min bror og jeg mæskede os i jordbær, stikkelsbær mm.
En anden af mine store passioner er dyr; og dem har vi mange af. Dyr er bare fantastiske, intet mindre. Både vores kæledyr og vores nyttedyr. Havde vi tiden til det, gik her også et par kalve, en gris eller to, ænder og kalkuner. Og ja, vi spiser også vores nyttedyr, som i øjeblikket kun omfatter haner. De smager helt fantastisk, og så kan vi spise dem med god samvittighed, for vi ved, at de har haft et godt liv.

 
Jeg har generelt svært ved at sidde stille. Det har jeg også på de mørke vinteraftner. Derfor kan man ofte finde mig foran symaskinen, hvor jeg syr en del forskellige ting; hovedsageligt af genbrugs-eller reststof. Jeg kan godt lide tanken om, at jeg gør noget gammelt til noget ”nyt”. I øjeblikket er min store interesse at lave indkøbsnet i alle mulige lækre farver og størrelser. Som noget nyt er jeg også begyndt at lave armbånd med div. perler i alle tænkelige smukke farver. Det er learning by doing, så det tager lidt tid. Generelt er jeg bare den kreative type, som laver alt mellem himmel og jord.

ByBuddehus

Hvorfor lige navnet Buddehus, som i øvrigt udtales med bløde d’er? Gården, vi bor på, hedder Buddehus og kan ifølge godtfolk dateres helt tilbage til 1682. For nogle år siden fandt vi en sten nede ved vores bålsted, som i øvrigt var datidens mødding. På stenen stod inskriptionen Buddehus. Michael’s familie har boet på gården siden 1996, og vi overtog den i 2019. Hovedhuset er i dag et helt almindeligt renoveret stuehus, dog kan man stadig på udvendig side se fundamentet fra den gamle stald.

Kontakt Mig

Har Du Spørgsmål?

Har du spørgsmål eller lignende? Så udfyld kontakt formularen nedenunder og så vil jeg vende tilbage hurtigst muligt.